Om foreningen

 

En idé
Det herrens år 1981, var der nogen der fik en idé! "Lad os lave en skytteforening i Bramming" råbte de i kor. Dermed var Bramming Skytteforening grundlagt. Faktisk fortæller byarkivet i Bramming, at der tidligere har eksisteret en skytteforening i Bramming, men den blev desværre nedlagt.

De glade mennesker med den gode idé, skulle jo have et sted at placere de skydebaner, som jo er nødvendige for enhver skytteforening. Dette sted blev kælderen under Nordre Skole i Bramming. Hvorfor det lige blev her ved ingen med sikkerhed den dag i dag, men rygterne vil vide, at denne kommunalt ejede kælder, var det billigste sted at starte en skytteforening.

Nu havde man en forening, og man havde nogen baner, nu manglede man blot nogle penge til at købe våben for! Med lidt hjælp fra DDSG&I i Ribe Amt, lykkedes det for de driftige mennesker, at skrabe penge nok sammen til at købe nogle få salonrifler og -pistoler. Siden er de få våben blevet til mange, men det er en helt anden historie.

Indvielsen
Som enhver anden god skytteforening, skulle Bramming Skytteforening jo også indvies med manér, og det blev den så sandelig også! Borgmesteren Egon Lorentzen, kom ned i foreningen, og skød det første skud på de nye baner, med en af de nye rifler (Han skød en 9'er).

Siden indvielsen i 1981 er tingene gået lidt op og lidt ned for Bramming Skytteforening. Det er dog vist nok gået mest op, for Bramming Skytteforening huser nu nogen af amtets bedste skytter.

Ti år senere...
Ti år efter det første skud faldt på banerne i kælderen i Bramming, var det tid til at holde et jubilæum. Igen blev borgmesteren tilkaldt (det var stadig Egon Lorentzen), for at hjælpe foreningens medlemmer med at lave et hul i en skive. Skiven blev kørt 15 meter ud (det er længere end det lyder) og borgmesteren tog sigte. Stemningen var på kogepunktet, men alle holdt vejret i dyb tavshed, i spændt forventning om det historiske øjeblik, der nærmede sig sekund for sekund. Mange spørgsmål fløj gennem hovedet på foreningens medlemmer, og de journalister, som var mødt op i dagens anledning; Hvad ville det kommende skud betyde for foreningens fremtid? Ville borgmesteren ramme skiven? Var der nogen der havde lavet kaffe?

Et styk skud senere, eksploderede stemningen; Borgmesteren havde ramt en 10'er!!! (Han havde jo trods alt også haft et prøveskud 10 år forinden). Jublen var højlydt, dette måtte da være et godt tegn for den lille skytteforening. Journalisterne tog billeder, medlemmerne jublede, og alle drak kaffe af hjertens lyst (børnene drak sodavand).

Det går rigtigt godt
Siden dette famøse skud, som stadig er bag glas og ramme i skytteforeningen, er tingene da også gået rigtigt godt for den lille forening. I årene efter borgmesterens andet skud, har den lille forening huset flere amtsmestre, og mange af foreningens medlemmer har været, eller er, udtaget til amtshold. Mange præmier er blevet hentet hjem til den lille forening, og det er den lille forenings medlemmer meget stolte af.

Selvom skydningen er det centrale i den lille forening, er det på ingen måde det eneste der foregår. Mange af medlemmerne kommer stadig for at hygge sig med de andre medlemmer. Hvert år afholder foreningen en julefrokost, og en gang imellem sker det, at medlemmerne tager hinanden under armen, og tager til en anden by, hvor de kører go-cart til de segner.
Der er et herligt sammenhold i den lille forening, og stemningen er altid meget afslappet. Alt dette gør, at den lille forenings medlemmer synes, at det er den bedste lille forening i hele verden.

Forsiden

Medlemskab

Træning

Aktiviteter

Resultater

Bestyrelsen

Billeder

Links